Spring til indhold

Grundejerforeningen 126 Tornby

Referat af møde med Team Affald 18.10.21.

Referat af møde med Hjørring Kommune om ny affaldssortering.

Antal deltagere: 40 deltagere.

Fra Hjørring Kommune/Team Affald deltog: Henrik Lykkegaard Jensen og Klaus Nielsen.

Per Dahl bød velkommen og orienterede om baggrunden for mødet. Det er et orienteringsmøde til afklaring af forskellige problemstillinger i forbindelse med de kommende ændringer. Den nye affaldsordning træder i kraft pr. 1.1.2023, men vi skal orientere Hjørring Kommune om vores ønsker i løbet af foråret 2022. Umiddelbart skal der ikke træffes en endelig beslutning inden næste generalforsamling, så det forventes ikke, at der bliver behov for et stort fælles møde inden generalforsamlingen. Skulle der blive behov for et møde inden generalforsamlingen, vil bestyrelsen invitere til et digitalt fællesmøde.

Henrik Lykkegaard Jensen orienterede om baggrunden for den kommende affaldsordning. Fra 1.1.2023 skal affald fra sommerhusområderne sorteres på samme måde som affald fra byområderne. Det betyder, at den ordning vi i dag kender med sække og en enkelt spand pr. sommerhus ikke længere kan bruges.

Fremover skal der sorteres i 10 sektioner. Det betyder ikke, at hver husstand så skal have 10 spande stående. Hver husstand vil fremover have 2 spande med 4 rum. En spand til madaffald/restaffald og en til plast/metal og papir. Glas skal afleveres i særlige ”bobler” på genbrugsstationerne.  Farligt affald skal fortsat afleveres i den røde miljøkasse. Der er fortsat et uafklaret spørgsmål om aflevering af tekstiler. Genbrugeligt tekstil skal fortsat afleveres på genbrugsstationerne.

Der er også andre krav til adgang for skraldemanden. Containerne skal stå let tilgængeligt. Hvis containerne placeres ved sommerhuset skal de placeres på et plant, jævnt og kørefast underlag max. 35 m. fra vejen. Placeres containerne ved vejen, skal de placeres i et ”skjul” max. 5 m. fra vejen.

Vejene skal være tilpas brede og rabatten skal være ryddet. Der skal etableres tilstrækkeligt mange vendepladser. Skraldebilerne må ikke bakke længere en 50 m. ad lige og overskuelig vej.

Det er grundejerforeningens ansvar, at veje og vendepladser lever op til kravene.

Mulige ordninger:

En fællesløsning:

En fællesløsning vil betyde, at der etableres et fælles nedgravet affaldsanlæg – såkaldte molokker. Størrelsen af anlægget afhænger af, hvor mange husstande der skal tilsluttes. Umiddelbart har vi mulighed for at placere et fælles anlæg på vores område, hvis der kan findes en grund til det. En nedgravet løsning vil være ca. 1,2 m. høj 1,7 m. i bredden, 5 m. i længden. Der skal også anlægges plads til både skraldebil og biler.

Der er lavet forsøg med nedgravede løsninger i Harerenden ved Lønstrup. Her er der etableret kunstige klitter omkring anlæggene, så de bliver mindre synlige. Erfaringerne fra Harerenden tyder ikke på, at der er meget svineri eller store lugtgener ved anlæggene.

Ved en fællesløsning vil prisen for renovation blive ca. 300 kr. mindre pr. husstand.

Fællesløsning (nedgravede løsninger): Kommunen etablerer selve molok-løsningen. Opkrævning sendes ud til den enkelte grundejer, men grundejerforeningen skal skaffe grund og bekoste tilkørsels-anlæg.

Fælles individuelle ordninger:

Her kan en gruppe grundejere gå sammen om at etablere et opsamlingssted, hvor der opstilles flere containere. Det vil typisk betyde, at hvis 4-5 grundejere går sammen, vil der opstilles færre men lidt større containere.

Hvis der skal etableres individuelle fælles løsninger, skal en gruppe grundejere blive enige om, hvor opsamlingsstedet skal placeres. Opkrævning sendes til en adresse, som sørger for at fordele udgifter mellem de tilsluttede grundejere.

Grundejerforeningen skal fortsat sørge for, at adgangsvej, vendeplads mm. opfylder kravene.

Individuelle ordninger:

Her vil hver husstand få 2 containere, der skal placeres, så de opfylder kravene fra Team affald. Grundejerforeningen skal fortsat sørge for, at adgangsvej, vendeplads mm. opfylder kravene. Se de to foldere, der ligger på vores hjemmeside.

Fællesløsning/individuel løsning?

Vi skal i grundejerforeningen blive enige om, hvilken ordning vi vil have – en fællesløsning eller en individuel løsning. De to muligheder kan ikke kombineres.

Tømningsfrekvens:

Der er på nuværende tidspunkt ikke taget stilling til tømningsfrekvensen. For nuværende forventes det, at containeren til mad/restaffald tømmes hver 2. uge (i sommerperioden hver uge) og containeren til plast/metal og papir hver 4. uge (i sommerperioden hver 2. uge). Der tømmes hele året.

Fællesløsning/individuel løsning?

Vi skal i grundejerforeningen blive enige om, hvilken ordning vi vil have – en fællesløsning eller en individuel løsning. De to muligheder kan ikke kombineres.

På mødet var der en overvældende tilslutning til, at grundejerforeningens bestyrelse skal undersøge mulighederne for etablering af ét fælles anlæg.

Hvis det ikke er muligt at placere et fælles anlæg på vores område, har bestyrelsen – mhp. eventuelle individuelle fællesløsninger – gennemgået området sammen med Team affald. Team affald har udarbejdet et notat om de problemstillinger, en individuel fællesløsning vil medføre. Notatet var udsendt til medlemmerne forud for mødet (se mail 10.10.21). Disse arrangementer forudsætter, at de involverede parter diskuterer sig frem til en fælles løsning.

Notatet blev gennemgået. Mødets kommentarer til notatet står i kursiv. Team affald har udarbejdet et kort over området, hvor placering af vendeplads, vejenes beskaffenhed mm. fremgår. Kortet vedhæftes som bilag til dette referat.

Ingeborg klit 23 – Etablering af vendeplads, samt opsamlingsplads for nr. 23, 25 og 27

Her er der enighed om, at der kan etableres en fælles løsning

Ingeborg Klit 24A – Etablering af vendeplads, samt opsamlingsplads for nr. 24A, 24B, 24C og 28

Vendeplads kan etableres ved 28 – kræver vendeplads og opsamlingsplads.

Ingeborghus vej – Vendeplads ved nr. 5 er formentligt ikke muligt. Alternativ opsamlingsplads ude ved Ingeborg Klit for nr. 3, 4 og 5.

Der kan laves en fælles opsamlingsplads for enden af vejen ved Ingeborg Klit.

Ingeborg Klit nr. 5 – Opsamlingspladsfor nr. 5, 7 og 9 ved postkasser.

Har allerede nu postkasser samlet ved 5, 7 og 9, så her kan også etableres fælles opsamling.

Fyrreklitten 1B – Etablering af fælles opsamlingsplads for nr. 1B, 3 og 7 ved enden af stikvej.

Kan muligvis etableres – pladsen placeres evt. ved Fyrreklitten

Søndre Fyrklit – Der skal laves vendeplads ved nr. 10. (det vil være noget vanskeligt). Alternativt kunne der laves fælles opsamlingsplads for nr. 2, 4, 5, 7, 8, 9 og 10.

Der kan evt. etableres en vendeplads ud for nr. 10. På matrikelkortet er der afsat plads til en vendeplads mellem nr. 10 og 12

Rævestien – Etablering af vendeplads ved nr. 5 eller 9. Alternativt fælles opsamlingsplads for nr. 1, 2, 3, 4, 5 og 6 ved Strandklitten.

Intet problem at vende ved nr. 6. Vendepladsen skal muligvis udbedres, så en lastbil kan vende. Snakke med entreprenøren om de evt. udbedringer, der skal til.

Nordre Strandklit – Etablering af vendeplads ved nr. 4. De andre huse skal sætte frem til vejen.

Sætte frem til vejen: Vendepladsen er næsten etableret. Grundejerforeningen ser nærmere på vejens bredde.

Strandklitten – Etablering af vendeplads mellem nr. 17 og 18. Etablering af fælles opsamlingsplads for nr. 19, 20, 21, 22, 23, 27, 29 og 31.

Umiddelbart ikke en god ide. Parcellerne ser hellere en fælles løsning ved hovedvejen. Vendeplads ikke det store problem, men større problem med en opsamlingsplads. Vil kræve mange containere. Stort problem for husene yderst på Strandklitten. Det vil kræve 7 affaldsbeholdere. Kan der etableres en vendeplads ved nr. 22 og 23?

Ud over ovenstående skal veje tilpasses i henhold til den folder, der er udarbejdet for sommerhusområderne. Den opgave kan grundejerforeningen tage sig af.

De enkelte husejere skal lave standpladser og adgangsveje som beskrevet i folder om adgangsveje i sommerhusområderne.

Beslutning på mødet.

Grundejerforeningens bestyrelse vil nu udarbejde et beslutningsgrundlag med oprids af de forskellige løsninger.

I løbet af efteråret vil bestyrelsen få afklaret mulighederne for at etablere en fællesløsning ved indkørslen til Ingeborgvej. Bestyrelsen vil kontakte de berørte grundejere for at drøfte de forskellige muligheder med dem.

Det skal undersøges, om man kan finde en økonomisk godtgørelse i forbindelse med en fælles løsning eller om grundejerforeningen kan købe et stykke af en grund eller en hel grund med henblik på etablering af et fælles anlæg.

Hvis det ikke er muligt at nå til en ordning med et fælles anlæg, vil bestyrelsen tage udgangspunkt i det udarbejdede notat. Grundejerforeningen vil tage kontakt til de berørte grundejere i løbet af foråret.

Team affald oplyste på mødet, at de i løbet af januar/februar 2022 har brug for en tilkendegivelse af, hvilken løsning Grundejerforeningen sigter mod. Bestyrelsen undersøger om deadline for endelig beslutning kan vente til generalforsamlingen i juli. Tidligt i efteråret skal alle løsninger være helt på plads. Den nye affaldsindsamling træder i kraft 1.1.2023.

Referent

Vagn Hansen